Hvad laver vi?

Marienborgvej Aktivitetscenter tager udgangspunkt i aktiviteter inden for en lang række fagområ­der.

Der lægges især vægt på det kreative/musiske område, sansestimulation, fysisk træning og stimulation samt en lang række aktiviteter, hvor den aktuelle oplevelse er det centrale.

Hver dag starter vi med morgensamling, hvor vi synger og hygger os sammen. Herefter er der tid til forskellige aktiviteter som f.eks. højtlæsning, gåture og meget andet. Frokosten serveres kl. 11:30.

Brugerne har selv mad med, som personalet anretter og hjælper brugerne med, i det omfang den enkelte har behov for det. Efter frokost har mange brug for et middagshvil. Herunder afvikler personalet også pauser. Efter middagshvilet kommer brugerne op og får noget at drikke, og resten af dagen går med hygge og samvær.

Vi laver og tilbyder mange forskellige aktiviteter, som kan ses herunder. Ud over det tilbyder vi bl.a. også fodbad, computerspil, højtlæsning, musik og sang, kreative aktiviteter samt deltagelse i huslige gøremål.

Når muligheden byder sig prioriterer vi at komme ud af huset, enten med institutionens bus eller på gåture i lokalområdet. Nogle af turene går til indkøb andre til kulturelle tilbud, f.eks. til vores lokale kunstmuseum med guidede ture.

I 2006 startede personalet og otte brugere et cirkusprojekt med hjælp fra Mats Udholm. Siden er Cirkus Muræne blevet udviklet markant.

Der opstilles hver gang en manege, og brugerne har hver deres eget cirkusnummer. Personalets rolle er at assistere artisterne bl.a. ved hjælp af lys, sang og musik.

Projektet er hele tiden i udvikling og tilpasses løbende brugernes behov.

Vi oplever at brugerne drager nytte af at være i centrum, og viser stor glæde og genkendelse i projektet, og de er igennem årene vokset med opgaven, efterhånden som numrene er blevet udbygget.

De resterende brugere, som er tilskuere til forestillingen, udviser ligeledes stor glæde og genkendelse.

På aktivitetscentret har vi et snoezelrum (sanserum), der er indrettet med forskellige sansestimulerende ting.

Der er forskellige former for lysshow og musik.

Rummet kan bruges til forskellige formål. Det være sig diskotek med høj musik og masser af diskobelysning eller en stille hyggestund med afslapningsmusik, dæmpet belysning og duftlampe.

Når vejret tillader det, kan vi lave bål på bålpladsen eller i bålstedet på terrassen. Her laver vi snobrød, popcorn og rister skumfiduser.

På Aktivitetscenter Marienborg holder vi:

  • Julefrokost
  • Fastelavn
  • Mini handicap festival (Randers Ugen)
  • Sødisbakke festival