Rebslagervej 12

Der er 13 beboere på Rebslagervej 12. Lejlighederne er for voksne udviklingshæmmede med behov for støtte til i størst muligt omfang at udvikle egne ressourcer og potentialer.

Rebslagervej 12 er et 3-etagers bosted fra 2005 med 13 dejlige 2-værelses lejligheder, alle med altan.

Der er elevator i huset.

Vi har et stort lyst fællesrum med køkken, spisestue og stue med fjernsyn.

Til bostedet er der knyttet 3 pædagoger og vi lægger vægt på at Rebslagervej 12 er et rigtig rart sted at bo.

Nuværende personale:

  • Tanja Schormand Johansen
  • Mette Bødker
  • Anni Gregersen

Vi vægter og har opmærksomhed på, at:

  • Et godt humør giver en gladere dag og en god atmosfære
  • Omgangstonen er venlig og ordentlig
  • Møde den enkelte beboer respektfuldt og imødekommende
  • Være et rummeligt og gæstfrit hus

Den enkelte beboer får støtte alt efter behov. Det kan for eksempel være til økonomistyring, post, indkøb, praktiske daglige gøremål, overblik, styrkelse af eller etablering af relationer motiverende samtaler, kontakt til læge og andre instanser, samt personlige samtaler til styrkelse af selvindsigt og omverdensforståelse. Efter behov kan der visiteres hjælp fra hjemmeplejen til personlig pleje, rengøring og eventuelt medicindosering.

Se i øvrigt vores værdigrundlag.

Det forventes at den enkelte beboer er selvhjulpen med hensyn til morgenmad og frokost.

Når beboerne om eftermiddagen kommer hjem fra deres forskellige beskæftigelser, samles man om kaffen i fællesrummet. Her vil der være en pædagog til rådighed så hverdagens små problemer kan drøftes.

Der tilbydes hver dag aftensmad i fællesrummet. Beboerne har valgt at købe maden udefra de 5 hverdage. I weekenden laves der mad sammen med personalet.

Der er ingen bindende tilmelding til aftensmad, og man betaler kun for de måltider, man deltager i.

Herudover betaler hver beboer et månedligt beløb til fællesudgifter – så som kaffekasse, vedligehold og vinduespudsning.

Der udarbejdes handleplaner en gang årligt med udgangspunkt i beboerens ønsker og behov.

Beboeren tilbydes et årligt handleplansmøde.

De fleste beboere vælger at fejre fødselsdag i fællesrummet med de øvrige beboere. Forældre, søskende og andre nære pårørende er velkomne.

Fødselaren afholder selv udgiften til traktementet om eftermiddagen.

Vi indbyder nære pårørende til grillaften i sensommeren og adventshygge i december.