Spentrup

Der er 8 beboere i bofællesskabet. Derudover har borgeren, der bor i satellitlejligheden, sin faste gang i huset.

Bofællesskabet blev startet i en villa med 5 værelser i 1989 af det daværende Purhus Kommune. I 1999 flyttede bofællesskabet til Præstevænget 34 i Spentrup, hvor det samtidigt blev udvidet til 8 lejligheder plus en satellitlejlighed.

Bofællesskabet er ejet af Randers Kommune og den daglige drift administreres af Boligforeningen Lejerbo.

Lejlighederne lejes på normal vis, indskud ca. 3 måneders husleje, og der er mulighed for at søge boligsikring samt varmehjælp efter gældende regler. Strøm, vand og varme afregnes efter måler i de enkelte lejligheder. Udgiften til fællesarealerne er fordelt ligeligt mellem lejlighederne.

Præstevænget er en vinkelbygning med 8 lejligheder hver på ca. 51 m2 samt en lille terrasse. Hver lejlighed består af soveværelse, badeværelse og en stue med tekøkken.

Vi har en stor fællesstue med tilhørende køkken, hvor al fælles madlavning foregår. Herudover er der et teknikrum, et vaskerum med vaskemaskine og tørretumbler, et gæstetoilet samt et kontor, hvor personalet har deres base.

Uden for fællesrummet findes en stor fælles overdækket terrasse, en stor græsplæne ligesom vi har 2 fælles skure til cykler, havemøbler og så videre.

Personalegruppen består af 3 fuldtids pædagoger. Herudover har man fast en seminariepraktikant tilknyttet med 30 timer om ugen.

Nuværende personale:

  • Johnny Dyrberg
  • Lars Yde

Alle beboere har bostøttetid med kontaktpædagogen. Her får beboeren støtte til at klare dagligdagens gøremål. Hyppighed og varighed af bostøttetid aftales efter behov.

Herudover er det muligt at komme i kontakt med personalet i fællesstuen, hvor både beboere og personale ofte mødes i ledige stunder til en kop kaffe.

Vi arbejder ud fra Randers Kommunes Kvalitetsstandarder samt Bostøtteteamets mission og værdier, hvor kodeordet er ”hjælp til selvhjælp”. Vi lægger stor vægt på at skabe et miljø, hvor:

  • beboerne kan fungere sammen, så de kan blive en ressource for hinanden.
  • beboerne føler sig anerkendt, forstået og respekteret.
  • begreberne selvbestemmelse og medbestemmelse er i højsædet.
  • vi råder og vejleder beboerne i eget hjem og giver den enkelte den fornødne hjælp til at kunne fungere og udvikle sig personligt.

Der er fællesspisning hver aften for de beboere, der vil.

Tjansen med madlavning og borddækning går på skift mellem beboerne og madplanen aftales på det ugentlige beboermøde.

Der betales hver måned et beløb til fælles aftensmad, nyanskaffelser og fælles budgetkonto.

Vi afholder beboermøde 1 gang om ugen.

Beboerne planlægger og styrer selv møderne med dagsorden og referat.

Der er personale til stede under møderne.

Beboerne har en fast kontaktperson og sammen udarbejder de pædagogisk plan og afholder handlemøde en gang om året.

Hvert år inviterer beboerne til Skt. Hansfest med deltagelse af pårørende. Desuden holder man fælles nytårsaften.

Fælles bus – beboerne har i fællesskab indkøbt en Fiat Ducato. Alle udgifterne til denne deles mellem beboerne.